Region Syddanmark får kritik

Rigsrevisionen kritiserer Region Syddanmark for ikke at have etableret en fælles elektronisk patientjournal. Det kan få alvorlige konsekvenser for patienterne, lyder advarslen. Det skriver JydskeVestkysten.

Region Syddanmark må for anden gang erkende, at den ikke når målsætningen om at etablere en fælles elektronisk patientjournal på regionens sygehuse.

I et notat fra Rigsrevisionen kritiseres regionen for, at den som den eneste ikke har formået at skabe ét fælles system. Systemet skal sikre, at alle informationer om patientens behandling og medicin er tilgængelig for hele regionens sundhedsvæsen. Systemet skulle være færdigt med udgangen af 2013, men blev dengang ændret til november i år. Nu skubbes det til november 2015.

- Det er for dårligt. Jeg troede, man var kommet længere, siger formanden for Danske Patienter, Lars Engberg.

Han fremhæver, at den fælles patientjournal skal give en bedre sammenhæng i behandlingen. I stedet skal patienten i alt for høj grad selv videregive oplysninger, og Lars Engberg frygter, at vigtig information går tabt.

- I yderste konsekvens kan det betyde i en fejlbehandling, siger han.

43-årige Dorte Eg har oplevet konsekvenserne af det manglende system. Hun lider af lungecancer og måtte vente på et scanningssvar, fordi Odense Universitetshospital måtte faxe svaret til Sydvestjyske Sygehus.