Region Syddanmark har også et ansvar

Det er ikke kun BIOS, redderne er utilfredse med i problemerne omkring den kommende nye ambulancedrift. I følge redderne er det også regionens udbudsmateriale, som er problemet.

Sådan siger reddernes talsmand i Aabenraa til JyskeVestkysten tirsdag.

I følge avisen bakkes hans udtalelse op af talsmænd fra Haderslev og Ribe.

I det åbne brev knapt 100 reddere netop har sendt til regionen, gjorde redderne opmærksomme på at de fx ikke ønsker at køre under vagtformer, der kan betyde, at de skal køre op til i 18 timer non-stop.

Region Syddanmark er i følge JyskeVestkysten overrasket over kritikken, men håber, at de tre planlagte stormøder, kan være med til at udrede de spørgsmål og misforståelser, der måtte være.

Det er Region Syddanmark og BIOS, der inviterer redderne til stormøderne i henholdsvis Odense, Esbjerg og Aabenraa inden for de næste to uger.