Region Syddanmark: Vi arbejder med en række scenarier

Ved det hasteindkaldte pressemøde fra Region Syddanmark kom det frem, at man ikke længere kan garantere, at det er Bios, der kører ambulancerne fra tirsdag.

Efter det kom frem, at der er nye, alvorlige huller i Bios' vagtplan, kan Region Syddanmark ikke længere garantere, at det er Bios, der kommer til at overtage ambulancedriften i regionen fra tirsdag. Det kom frem på det hasteindkaldte pressemøde torsdag aften.

- Vi er meget overraskede over, at der alligevel er huller på trods af den meget grundige gennemgang af vagtplanen, siger Stephanie Lose (V) på pressemødet, hvor hun samtidig fortæller, at hun ikke vil garantere, det bliver Bios, der kører ambulancer pr. 1. september.

- Vi arbejder på højtryk for at finde en løsning. Vi har en række scenarier, vi arbejder med. Jeg kan ikke sige noget om, hvor længe vi har arbejdet med dem, siger Stephanie Lose videre.

Direkte adspurgt kan hun ikke sige, om det er Bios, der kommer til at køre ambulancer:

- Det kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Det er for tidligt at drage en konklusion, siger Stephanie Lose.

Hvad der fremadrettet sker i sagen, vil blive besluttet på et ekstraordinært regionsrådsmøde fredag kl. 15. Her vil kulegravningen af Bios og deres vagtplaner blive præsenteret.

I kan se en del af pressemødet herunder (Varighed: 00:43).