Regionen har ingen penge til kæmpe forureningssag

Region Syddanmark melder hus forbi i en af Danmarks største forureningssager nogensinde.

Region Syddanmark har ingen penge til at rydde op i en af Danmarks største forureningssager, som et hold forskere fra DTU har klarlagt.

Hvert år siver 100 kilo vinylklorid ud i Grindsted Å. Det er en overskridelse af grænseværdierne på 100 gange. Professor Poul Løgstrup Bjerg fra DTU Miljø betegner forureningen som en af de mest omfattende i Danmark nogensinde og også en meget stor forurening på verdensplan.

Men Region Syddanmark har ingen penge at rydde op for i Grindsted.

- Forureningen er uacceptabel, men vi har ingen penge til at stoppe den, siger formanden for regionens miljøudvalg, Jørn Lehmann Petersen, (A), til bladet Ingeniøren.

- De 20-30 millioner kroner, som vi har årligt til at rydde op for slår ikke til her, siger han. 

Jørn Lehmann Petersen
Jørn Lehmann Petersen
Foto: Arkivfoto

I 2014 implementerede Danmark nye EU-regler for jordforurening og overfladevand, som rykker datoen for en oprydning nærmere.

Afdelingsleder i miljøafdelingen i Region Syddanmark, Ida Holm Olesen, siger til Ingeniøren, at der i 2012 blev lavet en afskærmning af forureningen i Grindsted by for at sikre folks sundhed. Der blev lagt et rent lag jord ovenpå forureningen og det blev plantet til med tornebuske, som forhindrer færdsel på arealet.

Undersøgelser har påvist, at det grundvandsreservoir, som ligger nedenunder, er beskyttet af et lergravslag.  

Deponeringen af de store giftmængder dengang skete med myndighedernes billigelse, og det daværende Grindstedværket har derfor altid afvist at betale for oprydningen.

quote

Jeg er dybt forarget over, at de ikke vil betale. Da Grindstedværket blev solgt, scorede aktionærerne en stor gevinst. Det burde have været en milepæl.

Jørn Lehmann Petersen (A), formand, miljøudvalget, Region Syddanmark. 

- Jeg er dybt forarget over, at de ikke vil betale. Da Grindstedværket blev solgt, scorede aktionærerne en stor gevinst. Det burde have været en milepæl, hvor de havde gjort op med den forurening, de havde efterladt i området. I stedet har de påført fællesskabet store udgifter, siger Jørn Lehmann Pedersen til Ingeniøren.

I dag ejes Grindstedværket af den amerikanske kemigigant Dupont. De har ikke ønsket at kommentere de nye oplysninger over for Ingeniøren. 

Fakta:

  • Fra 1920’erne til1970’erne gravede Grindstedværket tonsvis af bl.a. medicinrester, barbiturater, klorerede opløsningsmidler, kviksølv og sulfastoffer ned i jorden. Det skete med myndighedernes godkendelse.
  • I Grindsted ligger der en række forurenende stoffer i fire forskellige depoter.
  • I 2008 begyndte en af Danmarkshistoriens største oprydninger i Kjærgaard Plantage. Prisen anslås at være mellem 100-350 mio.kr.
  • Begge forureninger stammer fra det daværende Grindstedværket.
  • I Kjærgaard er der fjernet 2.400 kg kviksølv, 3.250 kg cyanid og 80.000 kg klorerede opløsningsmidler.
  • Det er ikke sket nogen oprydning i Grindsted by.