Regionen lagde patienters sundhedsoplysninger på nettet

Region Syddanmark har medvirket til, at personfølsomme patientdata er endt på nettet. Regionen overvejer nu at ændre retningslinjer.

Tre ud af fem regioner har i flere tilfælde lagt manualer til it-systemer på nettet, der indeholder fortrolige og personfølsomme oplysninger om deres ansatte og patienter. Region Syddanmark er en af dem. Det skriver Fagbladet FOA

Gennem søgninger på Google har Fagbladet FOA fundet frem til fem dokumenter med cpr-numre, navne og tilhørende sygdomsoplysninger på over 50 forskellige patienter. Flere af patienterne er efterfølgende døde, viser research, som Fagbladet FOA har lavet i forbindelse med verificeringen af patientoplysningerne. 

Problemet med de usikre manualer opstår, fordi myndighederne bruger Word til at indsætte skærmbilleder, der indeholder fortrolige sundhedsoplysninger på deres patienter. I de fleste tilfælde er billederne redigeret, så de fortrolige oplysninger ikke kan ses. 

Men når de ligger i et Word-dokument, kan du ‘nulstille’ billederne med to klik, så du får de oprindelige skærmbilleder med de fortrolige oplysninger frem. Hos Datatilsynet anbefaler man de berørte regionerne, at de giver deres dokumentdatabaser et eftersyn for at sikre, at der ikke ligger mere følsomt materiale i dem.

- Hvis vi kan se, at en myndighed har flere af denne typer dokumenter liggende, så plejer vi normalt at bede dem om at gennemgå deres hjemmeside og sikre, at der ikke ligger mere derude. Så de skal simpelthen gennemgå deres side med en tættekam, vil vi normalt sige til dem, siger Jesper Husmer Vang

 

Godt det blev opdaget

Hos de tre dataansvarlige regioner, Syddanmark, Hovedstaden og Nordjylland og hos it-firmaet MedCom beklager man fejlen.

-Vi lægger os fladt ned. Det her må ikke forekomme, men desværre er der tale om nogle menneskelige fejl, som vi skal vi lære af. Jeg vil gerne sige tak for jeres henvendelse. Det er vigtigt, at det her kommer til vores kendskab, siger Mads Haugaard, afdelingschef i Region Syddanmark til Fagbladet FOA.

Han fortæller, at regionen har lukket for adgangen til dokumentdatabasen, og nu vil overveje at ændre retningslinjerne for de dokumenter, der ligger på nettet.