TV der bevæger dig

Vrede over nej til Gadbjerg-linjeføring

De foreslåede linjeføringer for Billundbanen. Regions-politikerne har netop sagt nej til linjeføringen over Gadbjerg (den gule linjeføring).

Det skal være så let som muligt at komme med tog til og fra Billund Lufthavn, det mener politikerne i Region Syddanmark. Derfor har regionen i et høringssvar droppet en linjeføring over Gadbjerg.

Politikerne i Region Syddanmark har i et høringssvar til BaneDanmark besluttet at pege på en af de to direkte linjeføringer fra Jelling til Billund. Dermed er linjeføringen (den gule) over Gadbjerg ikke med i regionspolitikernes overvejelser.

Turen fra Vejle til Billund skal nemlig gå så hurtigt som muligt, og det udelukker Gadbjerg.

- Jeg blev meget overrasket over, at regionen ikke vælger at lægge sig i halen på Vejle Kommunes høringssvar, når linjeføringen faktisk kun skal gå gennem Vejle Kommune, siger talsmand for toggruppen i Gadbjerg, Martin Fogh Skovlyst. 

Toggruppen i Gadbjerg har ellers de seneste uger haft dialog med regionspolitikerne og de lokale byrådspolitikere i Vejle for at overbevise dem om, at linjeføringen skal slå et slag over Gadbjerg, hvor der også skal være et stop. Og de troede, de havde opbakning til forslaget fra både lokale og regionale politikere.

Men da høringssvaret til BaneDanmark skulle afleveres den 11. marts, har regionens embedsmænd allerede afgivet et svar.

Og det undrer talsmanden.

- Det er mærkeligt som borger at høre, at det her skal behandles på regionsrådsmødet, og når det så kommer på, så finder man ud af, at svaret allerede er sendt for 14 dage siden. Det synes jeg er at tilsidesætte al borgerinddragelse. Jeg er meget overrasket over det, siger Martin Fogh Skovlyst.

Politikerne har ellers diskuteret tre forskellige togruter til Billund Lufthavn: En nordlig Jellingløsning, en sydlig Jellingløsning og en Gadbjergløsning.

Gadbjerg-løsningen har både Gadbjerg Borgergruppe og Initiativgruppen Aast-Mørup-Gadbjerg ellers kæmpet længe for. De har indsamlet mere end 600 underskrifter og i to år kæmpet for at få afvist de to andre strækninger.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden