Regioner vil sikre kræftundersøgelser efter skandalesag

 Sagerne om mangelfulde brystkræftundersøgelser i bl.a. Region Syddanmark får nu regionernes hovedorganisation, Danske Regioner, til at tage affære.

I starten af næste uge vil regionstoppen mødes med Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed og faglige grupper på brystkræftområdet for at sikre tydelige retningslinjer på området. Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

- Patienterne skal kunne have tillid til, at de får den rette undersøgelse og behandling. Hvis de ikke får det, uanset årsag, er det ikke godt nok, siger formand for Danske Regioner, Stephanie Lose, der også er formand for regionsrådet i Region Syddanmark.

 Regionernes udmelding kommer, efter Jyllands-Posten har kunnet beskrive, at op mod 2000 kvinder i Region Midtjylland og Region Syddanmark i årevis ikke har fået de undersøgelser for brystkræft, som de havde krav på.

 Tidligere var sagen isoleret til Region Sjælland og Ringsted Sygehus.Men heller ikke Aarhus Universitetshospital (AUH) og Odense Universitetshospital (OUH) har fulgt retningslinjerne, skriver Jyllands-Posten.

 De mangelfulde undersøgelser er blandt andet blevet begrundet med ressourcemangel.

 Stephanie Lose understreger, at det er fuldstændig afgørende, at de nationale retningslinjer for diagnostik og behandling af brystkræft tolkes korrekt - i hele landet.

 - Jeg er ked af, at nogle kvinder har fået mangelfulde undersøgelser. Det er derfor vi gør noget, siger Stephanie Lose og fortsætter:

 - Vi vil straks gå i gang med at sikre, at retningslinjerne forstås rigtigt og ensartet, så usikkerheden for den enkelte patient mindskes, og så der skabes enighed om praksis mellem alle afdelinger.

 Hun fastslår, at man samtidig vil se på fortolkningsusikkerheder inden for andre kræftområder.
 Allerede fredag drøftede sundhedsdirektørerne fra de fem regioner sagen.

 De nationale retningslinjer tilskriver, at kræftopererede kvinder under 50 år og kvinder, der er arveligt disponeret for brystkræft, jævnligt skal undersøges med både røntgen og ultralyd samt af en læge.
 I 2016 og 2017 - og måske endda siden 2011 - har dette ikke været tilfældet på universitetshospitalerne i Odense og Aarhus.