Regionrådsformand vil droppe busbesparelser

Region Midtjylland - med Bent Hansen (S) i spidsen - er klar til at udskyde busbesparelser. Det vurderede forretningsudvalget på et møde tirsdag.

Besparelser på regionale busruter bør udskydes. Det mener forretningsudvalget i Region Midtjylland. Det vurderede regionens forretningsudvalg på sit møde tirsdag.

Forretningsudvalget lægger derfor op til, at regionsrådet onsdag i næste uge vedtager Midttrafiks budget, selv om det betyder et 35,8 mio. kr. stort budgetunderskud, der senere skal dækkes af besparelser på Regional Udviklings budget.

En vedtagelse af det foreslåede budget betyder, at omfanget af ruter og afgange forbliver uændret i 2018. Men derefter er det nødvendigt at finde en mere holdbar løsning, mener regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Forretningsudvalget foreslår derfor også, at kommunerne skal have bedre muligheder for at øge deres engagement i den samlede planlægning af kollektiv trafik i Region Midtjylland. 

- Der findes i forvejen en trafikstyregruppe. Vi foreslår, at gruppens opgaver bliver udvidet, så den står for at koordinere de mange forskellige synspunkter, som både privatpersoner og nogle kommuner har givet udtryk for i debatten om besparelser, forklarer regionsrådsformand Bent Hansen (S) i en pressemeddelelse.

Baggrunden for debatten om Midttrafiks økonomi er stadig stigende udgifter til regionale busruter. Fra 2007 til 2017 er udgifterne steget fra 40 til 52 procent af Regional Udviklings budget. Stigningen ser ud til at fortsætte, og i 2018 er der budgetteret med 325 millioner kroner til kollektiv trafik.