Regionspolitikere frygter at blive glemt

Regionspolitikerne frygter at blive helt glemt af de unge på valgdagen 19. november.

Derfor vil Region Syddanmark i de kommende to måneder holde 20 ungevalgmøder for 6.000 uddannelsessøgende.

Regionen lægger fredag ud med et møde på Erhvervsgymnasiet Grindsted.

På møderne skal førstegangsvælgerne have et indblik i de dilemmaer, som regionspolitikerne står i. For eksempel; hurtigere adgang til kræftbehandling eller kortere ventetid på skadestuerne.

Under møderne kan deltagerne via mobiltelefon eller computer stemme om, hvad de finder vigtigst, når de enkelte dilemmaer bliver præsenteret med korte film.

Fem kandidater til regionsrådet deltager i valgmøderne.

Valgmøderne er tilrettelagt i samarbejde med Danske Regioner og YouGlobe, som er en uafhængig forening, der arbejder for at styrke unges deltagelse i demokratiet. Der afholdes på landsplan 103 ungevalgmøder, hvor samlet set 30.000 unge forventes at deltage.

Ved det seneste regionsvalg i 2009 stemte kun halvdelen af 18-21-årige førstegangsvælgere.