Regionsråd går videre med Carl Holst-sagen

Forretningsudvalget har nu taget stilling til, hvilken advokat der skal undersøge, om der kan rejses en erstatningssag mod Carl Holst.

Det bliver advokatfirmaet Halling-Overgaard, der skal undersøge, om det er muligt at rejse en erstatsningssag mod tidligere regionsrådsformand Carl Holst. 

Det bekræfter flere medlemmer af udvalget til TV SYD.  

Selvom Rigsadvokaten allerede har undersøgt sagerne om Carl Holst, så ønsker flere i regionsrådet at få en undersøgelse mere. Derfor blev et flertal af medlemmerne i Region Syddanmarks forretningsudvalg  tilbage i juni enige om en skriftlige formulering for den eksterne advokatundersøgelse.

Undersøgelsen skal blandt andet se nærmere på udgifter til taler, aviser, coaching-ydelser, sprogundervisning og kurser. Desuden skal undersøgelsen også kaste lys over Carl Holsts tidligere rådgiver Christian Ingemann Nielsens rolle i sagen.

Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti stemte alle for tilbuddet fra Halling-Overgaard. 

- Når der har været så stort et mindretal, der har ønsket at få et kig mere på det her, så er vi nødt til at få det afklaret, siger Karsten Uno Petersen fra Socialdemokratiet til TV SYD. 

Der var blevet indhentet to tilbud på gennemførelse af advokatundersøgelsen. Desuden har regionen modtaget et tredje tilbud uopfordret. 

-Vi har vurderet tilbuddene lige i kvalitet, men prisen var forskellig. Vi har valgt det billigste, siger Karsten Uno.

I tilbuddet skriver advokatfirmaet, at undersøgelsen kan udføres for 90.000 kr. eksklusiv moms.