Regionsråds-politik foregår i arbejdstiden

Det nyvalgte medlem af regionsrådet i Syddanmark, praktiserende læge i Esbjerg Marianne Mathiesen, er overrasket over, at hun allerede er indkaldt til 37 politiske møder i almindelig arbejdstid.

Regionspolitik er tiltænkt fritidspolitikere, og hensigten er vel , i demokratiet navn, at rådet skal repræsentere alle samfundsgrupper, mente Marianne Mathiesen, da hun stillede op for Liberal Alliance.

Nu er det gået op for hende, at al politisk arbejde i Regions Syddanmark foregår i arbejdstiden, da hun allerede otte dage ind i valgperioden er indkaldt til 37 møder som er henlagt i almindelig arbejdstid.

- De etablerede regionspolitikere ser ikke noget problem i dette. SF mener, at man bare kan købe sig fri fra arbejdet, da ingen er uundværlige på jobbet. Det kan godt være, at der i den røde bloks verden ikke findes uundværlige medarbejdere, men personligt har jeg selv tre ansatte og kender rigtig mange mennesker, som ikke bare kan få fri 3-4 timer hist og pist, så for disse personer er demokrati og regionsrådspolitik en ikke-eksisterende mulighed, skriver Marianne Mathiesen i et debatindlæg.