Regionsrådsformand oplever stormvejr på Facebook

Stephanie Lose kritiserer, at kommunalt oprettet Facebookside synes godt om indlæg, der går til angreb på hendes person.

Der er i øjeblikket høringsfase vedrørende hvilke sygehuse, der skal bevares og hvilke der skal nedlægges. Derfor besøger formanden for Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), for tiden regionens hospitaler.

Fredag besøgte hun Middelfart Sygehus. Det besøg har efterfølgende resulteret i en række stærkt kritiske kommentarer på Facebooksiden Bevar Middelfart Sygehus:

”Så luk dog regionen i stedet. Der sidder bare en flok pampere og laver en masse lo.."

"Hun er kold som is. De har ingen forståelse for den menige befolkning. Hun har ikke prøvet en dårlig ryg. Så hellere ødelægge det for andre."

"Men vent blot - Lose(r) freder Tønder, der er hun født."

"Hun er ikke sin opgave voksen."

Kommentarerne har fået regionsrådsformanden til at reagere på sin Facebookside. Her skriver hun, at hun har respekt og forståelse for, at Middelfart Kommune står bag siden, Bevar Middelfart Sygehus, og at en høringsperiode er til for at få alle argumenter frem og gøre alle klogere.

- Jeg kan til gengæld godt fundere over, om det virkelig er en kerneopgave for en kommunal kommunikationsafdeling og et byråd at bruge ressourcer på at "like" sådanne Facebookkommentarer, skriver Stephanie Lose.

Formanden opfordrer til en god tone, og synes de personlige kommentarer går ud over den saglige debat. Hun tilføjer, at indlæg, der ønsker hende flere diskusprolabs, kalder hende en ægte blondine og hævder, at hun ikke har noget mellem ørerne, det lever hun med.

- Jeg er ikke ude på at censurere. Men det er ærgerligt, for høringsperioden skal få alle de gode argumenter på bordet. Derfor er det skidt at opfordre til en debattone, hvor det handler meget om personer, siger Stepahnie Lose til TV SYD.

Formanden for Region Syddanmark har efterfølgende fået en undskyldning fra kommunikationsafdelingen hos Middelfart Kommune.

Se Stepahnie Lose Facebookside her.

Se siden Bevar Middelfart Sygehus her.