Regn, blæst, hagl og en smule sol følger efter Egon og Dagmar

Vinden lægger sig efter Dagmar og Egon. Den kommende uge byder på lidt af hvert. Der kommer nemlig regn, blæst, hagl og en smule sol ind over landet i de næste dage, men en ny storm holder sig væk.

- Mandag bliver en dagen derpå, hvor vejret langsomt falder til ro, og vandstanden vender tilbage til normal i løbet af dagen, men der er en ustadig uge i vente, siger Frank Nielsen, vagtchef ved DMI, til Ritzau.

- Mandag begynder med regn og blæst, der bliver frisk til kuling, men ikke kommer til at give problemer. I løbet af aftenen bliver det mere tørt, men i nattens løb kommer en ny frontbølge med regn ind over Danmark, fortsætter han.

Tirsdag vil mange derfor igen vågne op til regn, som dog i løbet af dagen bliver afløst af tørt vejr og måske et kig til solen, hvis man er heldig.

- Der er chance for at se solen tirsdag og onsdag mellem bygerne, men det er ikke roligt vejr, for det vil stadig blæse. Bortset fra tirsdag eftermiddag og onsdag er der generelt mange skyer og nedbør alle dage, siger Frank Nielsen.

I horisonten torsdag former der sig et nyt stormvejr ved Irland og Skotland, men ifølge prognoserne rejser det op mod Norge i stedet for Vestkysten.

- Torsdag bliver nok ugens dårligste vejr. Vi kan se et nyt stormlavtryk. Det kommer ikke til Danmark, men vi får fronterne fra systemet, så det blæser op natten til torsdag. Der kan også komme tøsne, regn og en kuling fra syd-sydvest.

Ugen lægger ud med temperaturer på mellem fem og syv grader. Hen mod weekenden falder temperaturerne til to til fem grader, og der er mulighed for nattefrost i ugens slutning.