Rejsegilde på Vejles værn mod oversvømmelser

Et anlæg til 42 millioner kroner skal sikre Vejles indre by mod oversvømmelser. Mandag holdes rejsegilde på projektet.

Anlægget består af sluseporte og kraftige pumper. Det er opført over for butikscentret Bryggen ved Vejle å (Sønderåen).

I de kommende måneder skal anlægget testes. Men ved rejsegildet i dag kan borgerne i Vejle se, hvordan det virker.

To massive sluseporte kan forhindre, at vandet løber fra fjorden via Vejle å ind i den omløbså, som kommer fra Grejsdalen og som jævnligt giver oversvømmelser i den indre by.

Det er nemlig den høje vandstand i Sønderåen og fjorden, som betyder, at vandet fra Grejs å ikke kan komme væk. Det skal i stedet pumpes ud i den store å med punper, som flytter 7.500 liter i sekundet(!)

- Vi tester ikke alle pumper i dag. Så meget vand er der ikke i åen, siger projektleder Claus Weng Petersen, Vejle Kommune, til TV SYD.

I sidste uge blev Vejle – og især  Grejsdalen ramt at et dobbelt skybrud. Det ville det nye anlæg ikke kunne hjælpe på. Det er kun, når vandstanden i fjorden er høj, at systemet skal bruges.

Udvalgsformand Søren Peschardt (S) får fornøjelsen af at sætte systemet i gang.

 

Fakta om slusen

Slusen forventes at komme i funktion i efteråret 2016. 

Sluseportene kan lukke på under ét minut, og pumperne kan pumpe op til 7.500 liter vand pr. sekund. Der er fem pumper i alt. De fire i bruges i ordinær drift, og én er i reserve i tilfælde af fejl på en pumpe i en kritisk situation. 

Omløbsåen er en vigtig faunapassage for fisk, og det er vigtigt, at de så vidt muligt kan svømme frit op i åen. Inden pumperne er der påsat en rist som holder blade, grene og ikke mindst fiskeyngel ude i Omløbsåen. Fiskene vil ikke kunne klare en tur gennem pumperne, så det er en måde at passe på fiskene på.

Sluseportene lukkes kun, når det er nødvendigt. Sluseportene vil kunne lukkes via en avanceret styring kaldet SMART VAND, som bruger regn radar, forudsigelse af vejret, vandløbsmåler og computersimuleringer. Den udarbejdes i samarbejde med Aalborg Universitet, DHI, Vejle Spildevand og Vejle Kommune.