Rekord: 136.000 besøgte Kongernes Jelling i 2015

2015 blev året, hvor en moderne formidling af vikingekongerne Harald og Gorm havde uventet stor tiltrækningskraft.

I morgen slutter Kongernes Jelling sæson 2015. En sæson, hvor over 136.000 besøgende har lagt vejen forbi det nye oplevelsescenter. Det er en mangedobling af besøgstallet sammenlignet med tidligere år.

I 2013 var der godt 34.000 besøgende og i 2014 var der 22.000.

Kongernes Jelling fremstiller er historien om vikingekongerne, religionsskiftet og Jellings monumenter med moderne formidlingsgreb.

- Vi er overraskede, glade og stolte. Ikke i vores vildeste fantasi havde vi forestillet os et besøgstal som

dette, siger leder af Kongernes Jelling, Hans Ole Matthiesen.

 

Det nye formidlingscenter tæt på Jellingstenene blev åbnet i nyt format i juni og har tiltrukket gæster fra ind- og udland. Det var især sommermånederne, der trak gæster til Jelling, hvor der på nogle dage var 1900 besøgende.

- Der vil i de kommende sæsoner blive arbejdet endnu mere med at tiltrække de udenlandske turister. Vi ved at vi her har noget helt særligt de gerne vil have, siger Hans Ole Matthiesen.

Kongernes Jelling er en del af Nationalmuseet, der har gratis adgang. Fra den 2. januar 2016 er det igen muligt, at besøge centret. Selve Monumentområdet er altid åbent for offentligheden.