TV der bevæger dig

Rekordlavt antal drukneulykker efter dårligt sommervejr

Livredderne ved de danske kyster mærkede også det dårlige sommervejr. Foto: TrygFondens Kystlivredning

Den regnvåde og kolde sommer har betydet, at langt færre er druknet herhjemme i år. I Syd- og Sønderjylland er der registreret en enkelt drukneulykke med dødelig udgang.

Høje temperaturer og masser af solskinstimer har ikke præget sommeren i år. Derfor har de danske strande og havne også været tyndt befolket i løbet af sommermånederne – og det har haft betydning for antallet af drukneulykker i Danmark.

Læs også Tysk mand druknet i hestehul ved Henne strand

Frem til 27. september i år er der registreret 33 drukneulykker herhjemme. Til sammenligning druknede 52 personer i 2016 og 47 personer i 2015.

Statistikken skelner ikke mellem drukneulykker, hvor personerne er afgået ved døden, og drukneulykker, hvor personerne er blevet genoplivet efterfølgende.

- Folk har simpelthen ikke brugt strandene eller havnene i det omfang, man ellers normalt ser. Når jeg taler med livredderne, fortæller de, at det har været en meget stille sommer, siger Sven Hedegaard, der er formand for Rådet for Større Badesikkerhed i en pressemeddelele. 

En tysk turist druknede ved Henne Strand den 17. juli, hvilket var dette års eneste badeulykke i Syd- og Sønderjylland. 

Det rekordlave antal drukneulykker herhjemme står dog i kontrast til antallet af danskere, der er druknet i udlandet. På nuværende tidspunkt i 2017 er seks danskere druknet i udlandet. Til sammenligning druknede to danskere i udlandet i 2016.

I Danmark er havnene en af de helt store druknefælder. I 2017 druknede syv danskere i en af landets havne. I 2016 druknede 10 danskere i en havn herhjemme. Sidst i januar druknede en 24-årig mand fra Horsens i Århus Havn.

Læs også Nick blev fundet død ved indsejlingen til Århus Havn

De mange drukneulykker i havnene skyldes, at folk ofte falder i havnen på tidspunkter, hvor der ikke er andre personer til stede til at hjælpe den nødstedte op igen. I mange havne er redningsudstyret placeret på kajen – langt væk fra den person i vandet, som har behov for hjælp. 

Mændene er overrepræsenteret i statistikken over drukneulykker. I 2017 var det mænd, der druknede i 24 ud af 33 tilfælde.