Rekordmange passagerer i Billund i efterårsferien

Billund Lufthavn havde næsten 100.000 passagerer i efterårsferien. Det er en stigning på 7 procent i forhold til efterårsferien 2011.

Rekordmange benyttede Billund lufthavn i efterårsferien.

Fra den 12. oktober til den 21. oktober rejste 98.770 passagerer ud og ind via Billund Lufthavn. Det er en stigning på 7 procent i forhold til efterårsferien 2011.

- Efterårsferien er virkelig blevet en fast del af mange danskeres rejsetraditioner, og det bliver stadig mere populært at tage væk fra det danske efterårsvejr i uge 42. Charterrejserne går typisk til varme og solrige steder som f.eks. Tyrkiet og Grækenland, mens de mest søgte rutedestinationer er Amsterdam, London og Frankfurt. Herfra rejser en stor del af passagererne længere ud i verden, siger adm. direktør Kjeld Zacho Jørgensen.

Her er de seneste tal fra lufthavnen:

I oktober havde Billund lufthavn 258.000 passagerer. Det er et fald på 0,2 procent i forhold til samme måned sidste år.

I alt rejste 164.269 passagerer med udenrigsruterne fra Billund Lufthavn, hvilket er en stigning på 5,2 procent sammenlignet med oktober 2011.

Chartertrafikken viste et passagertal på 81.050 rejsende i månedens løb, hvilket er et fald på 9,7 procent i forhold til sidste år.

11.408 passagerer rejste med indenrigsruten til København, hvilket er en stigning på 2,1 procent i forhold til oktober 2011.