Rekreationshjem blev reddet af tilskud – nu håber de på nyt

Bennetgård havde ikke klaret skærene sidste år, hvis de ikke havde fået et tilskud fra Sydslesvigudvalget. Snart skal der igen uddeles tilskud, og derfor inviterede Bennetgård udvalgets formand på besøg.

For halvandet år siden så det sort ud for rekreationshjemmet Bennetgård. Det var i fare for at lukke på grund af pengemangel.

- Vi har stået i en meget dårlig økonomisk situation. Sidste år var vi nok der, at hvis vi ikke havde fået penge fra Sydslesvigudvalget, så kunne vi ikke fortsætte, siger Birgitte Wind, formand for Bennetgård, til TV SYD.

quote

Sidste år var vi nok der, at hvis vi ikke havde fået penge fra Sydslesvigudvalget, så kunne vi ikke fortsætte.

Birgitte Wind, formand, Bennetgård.

Siden 1936 har ældre medlemmer af det danske mindretal i Sydslesvig kunnet få bevilget et rekreationsophold på Bennetgård i Københoved syd for Kongeåen.

Sidste år klarede rekreationshjemmet den kun, fordi Sydslesvigudvalget øremærkede 450.000 kroner til stedet.

Tilskuddet for næste år er endnu ikke på plads, og derfor havde hjemmet i dag inviteret udvalgets nye formand, Anni Matthiesen, på besøg.

- Hun er ny formand og har aldrig været her før. Vi vil gerne vise hende stedet, så hun ved, hvad hun meget gerne skal give penge til næste år, siger Birgitte Wind.

Udvalgsformand bakker Bennetgård op 

Den nye formand kan ikke garantere, om der bliver penge til Bennetgård næste år. Tirsdag skal Sydslesvigudvalget mødes og drøfte det.

- Personligt er jeg næsten sikker på, jeg kommer til bakke op om det her, men det er noget, vi skal drøfte i Sydslesvigudvalget. Det kræver, man kan få et flertal i udvalget, for at vi kan bevilge penge til det her, siger Anni Matthiesen.

Opholdene på Bennetgård bliver især tildelt ældre fra det danske mindretal i Sydslesvig, der ellers har svært ved at finde penge til et ophold i Danmark. Formanden kan nu kun vente i spænding på at finde ud af, om mindretallet også kan komme på ophold på Bennetgård næste år. 

- Vi håber selvfølgelig på, det fortsætter. Vi har haft fuldt hus det sidste år, og med den tilgang håber vi, Sydslesvigudvalget kan se, at pengene er givet godt ud, siger Birgitte Wind.