Rektor trækker sig

Bestyrelse og personale ved University College Syddanmark er i dag blevet orienteret om, at rektor ved University College Syddanmark, Søren Vang Rasmussen, i løbet af foråret fratræder sin stilling.

Rektor Søren Vang Rasmussen vurderer i en pressemeddelelse, at med de udfordringer, som University College Syddanmark står over for i de kommende år, så er et generationsskifte på rektorposten netop nu det eneste rigtige.

Dette vil medføre, at en efterfølger vil kunne tage over enten umiddelbart inden eller lige efter sommerferien. 

Formand for University College Syddanmark Carl Holst har fuld forståelse for Søren Vang Rasmussens synspunkt:
-  Vi har i mange år arbejdet sammen, men det er også rigtigt, at på et eller andet tidspunkt skal der finde et generationsskifte sted, og så er tidspunktet det rigtige.
 
- Jeg fylder 63 i denne måned og bør vurdere timingen for et skift. Både ud fra personlige forhold og ud fra UC Syddanmarks interesser bør det være nu. Jeg synes, at jeg siden 1998 har været med til at sikre en god udvikling af de videregående uddannelser i Syddanmark, men man skal også vedkende sig sine begrænsninger, og det er det, jeg gør nu, siger Søren Vang Rasmussen.

Rigsrevisionen udtalte kritik

Meddelelsen om Søren Vang Rasmussens snarlige afgang kommer samme dag som dagbladet BT over to hele sider opremser en række eksempler på indkøb af kontormøbler, mad og gaver m.v. til personalet på University College Syddanmark. Forhold, der tidligere har været fremme - men nu har fået følgeskab af Rigsrevisionens udtalte kritik af flere punkter ved Søren Vang Rasmussens ansættelses- og lønforhold.