Rengøringsfolk: Chefen truede os med kniv

Over hals og hoved måtte to rengøringsfolk flygte fra deres chef i Fredericia, da han truede dem med en kniv.

Kort forinden havde de bedt om at få udbetalt deres løn. Det har et rumænsk ægtepar fortalt under deres vidneforklaring.

Ægteparret arbejdede i seks måneder i 2012 med rengøring i Østjylland for en af de tiltalte i sagen, en 36-årig mand.

De har begge fortalt, at de fik udbetalt 4.000 kroner de første par måneder, men at der efterfølgende var problemer med udbetaling af lønnen, som de fik kontant i hånden, skriver Fagbladet 3F.

- Vores forhold var relativt okay i en periode, men til sidst, da min mand bad om vores penge, angreb han os. Bagefter gik han i køkkenet og hentede en kniv for at skære os. To andre rumænere holdt ham tilbage. Jeg tog mine sko i hånden og løb ned af trappen, fortalte en 42-årig rumænsk kvinde.

Hendes rumænske mand fortalte samme historie.

- Jeg ved ikke, om han faldt til ro, for vi løb ud af døren. Uden bagage eller noget. Min kone og jeg.

Et tredje vidne, en yngre rumænsk kvinde, bekræftede under sin vidneforklaring episoden med kniven, og fortalte der var tale om en køkkenkniv.

Deres chef har tidligere i retten afvist, at han har jagtet eller truet det rumænske ægtepar med en kniv. Han forklarede, at ægteparret forlod Fredericia, fordi de ville tilbage til Rumænien og blive gift. Den tiltalte har fortalt, at der var et skænderi, fordi han ikke havde fået en uges opsigelsesvarsel, som ellers var aftalen.

Deres chef er tiltalt for tre tilfælde for vold og grov vold mod de rumænske rengøringsfolk, der har arbejdet ham.

Der falder dom i sagen 26. marts.