Responce får også en bod af Region Syddanmark for sene udrykninger

Responce, der står for ambulancedriften i Trekantområdet og dele af Vestfyn får et krav på bod fra Region Syddanmark på omkring 500.000 kroner for langsomme mobiliseringstider i årets første kvartal.

Både Bios Ambulance Services og det Falck-ejede Responce A/S vil indenfor kort tid modtage et krav om betaling af bod fra Region Syddanmark.

Regionen er ifølge kontrakten med de to ambulanceoperatører berettiget til at opkræve en bod for manglende beredskaber og langsomme mobiliseringstider.

Boden til Responce udløses hovedsaglig for en langsommere mobilseringstid end aftalt. Mobilseringstiden er den tid, der går fra selskabet modtager et opgave til ambulancen er på vej. Den må maksimalt være 90 sekunder ellers vanker der bod.

- Vi har oprindeligt fået et krav på 750.000 kroner i bod - men vi har påvist fejl og forventer at skulle betale omkring 500.000 kroner, siger Responces adm. direktør Michael Sørensen til TV SYD.

Bios-boden løber op i 13-14 millioner kroner og er så stor, da Bios dels dækker et støre område af Region Syddanmark og dels har haft store problemer med at stille med det antal bemandede køretøjer, som er aftalt, mens Responce stort set alene har forsyndet sig mod den aftalte mobilseringstid på de 90 sekunder.

- Vi arbejder hårdt på at overholde mobilseringstiden - og det er allerede meget bedre her i årets 2. kvartal, siger Responces adm. direktør Michael Sørensen til TV SYD.