Restaurant ved Jelling får bøde

Restaurant Hopballe Mølle i Jelling har fået en bøde  for overtrædelse af ferieloven ved at tilbageholde en køkkenmedhjælpers feriepenge.

Hopballe Mølle driver en restaurant og en kyllinge-farm.
Hopballe Mølle driver en restaurant og en kyllinge-farm.

Det skriver Nyhedsbrevet 3F.

- Jeg kan kun oplyse, at der er udstedt et bødeforlæg til Hopballe Mølle. Sagen er ikke endelig afsluttet, eftersom restauranten endnu ikke har betalt bøden, oplyser Politifuldmægtig Dorthe Hermann Laursen, Sydøstjyllands Politi.

Indehaver af Hopballe Mølle Brent Christensen siger, at han hverken har set eller hørt noget fra politiet i sagen.

- Jeg har ikke modtaget nogen bøde. Jeg skal have noget fra politiet, før jeg kan tage stilling til, hvad vi gør.

3F Vejle, der i juli 2009 meldte restauranten for tyveri, er dybt skuffet over politiet.

Henning L. Troelsen, gruppeformand i 3F Vejle, understreger, at det er ulovlig selvtægt, når en arbejdsgiver tilbageholder feriepenge på den måde.

- Det er en meget enkel sag. Men politiet brugte 14 måneder på den trods rykkere. Politiet har kun reageret, når historien var i medierne. Det er for ringe, siger Henning L. Troelsen.

Han er klar til at gå i Fogedretten, hvis ikke Hopballe Mølle meget snart betaler, hvad de skylder.

Hopballe Mølle driver udover restauranten også en kyllingefarm.