Restauratør kræver million-erstatning

Amin Skov fra Vejlegården kræver halvanden million kroner i en erstatningssag fra Sydøstjyllands Politi.

Erstatningen skal dække frihedsberøvelse og de økonomiske konsekvenser af en sigtelse for brandstiftelse.

Oplysningen kommer fra Amin Skovs advokat, Hans Kjærgaard. Han har onsdag sendt et brev til Statsadvokaten i Viborg med et seks siders notat fra Amin Skovs revisor, der uddyber erstatningsgrundlaget.

- Det samlede krav er på 1,5 millioner kroner, og det er delt op på 1.280.000 kroner i økonomisk tab og 220.000 for frihedsberøvelsen, siger Amin Skovs advokat, Hans Kjærgaard, til Ritzau.

- Vi mener, frihedsberøvelsen af Amin Skov har været mere end almindeligt belastende, fortæller advokaten.

I sommer besluttede Sydøstjyllands Politi, at de ikke ville indbringe Amin Skov for retten. Politiet mente, at det ikke kunne bevises, at Amin Skov selv satte ild til Vejlegården 21. december sidste år, selvom Amin Skov var sigtet for branden.

Amin Skov har tidligere sagt til TV Syd, at han mener, der er kommet nye oplysninger frem, siden politiet frafaldt sigtelsen, og han mener, politiet er sluppet for billigt. Derfor ville han anlægge både en erstatnings- og en klagesag.

I dag ser det dog ud til, at Amin Skov holder sig til erstatningssagen. Hans advokat har ikke kendskab til en klagesag mod politiet.

Amin Skov har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig. Før den opsigtvækkende brand-sag mod ham blev han landskendt for sin faglige strid med 3F.

Den opstod, da han, efter at have overtaget Vejlegården i oktober 2011, meldte sig ind i Kristelig Arbejdsgiverforening, og hans medarbejdere samtidig blev omfattet af en overenskomst med Kristelig Fagforening (Krifa).

I marts gik Vejlegården konkurs, ifølge Amin Skov som følge af først konflikten og siden branden. To måneder senere blev stedet genåbnet, da en gruppe investorer satte penge ind. Amin Skov er også tilbage, nu ansat som køkkenchef og hans kone som bestyrer.