Resultater fra testflyvning: F35 larmer noget mere end F16

I fire ud af syv målinger støjede de nye F-35 mere end de nuværende F-16 kampfly.

Her til aften blev støjmålingerne fra gårsdagens demonstrationsflyvning af henholdsvis F-35 og F-16 over Skrydstrup offentliggjort.

Resultaterne, som er indhentet i forskellige områder omkring flyvestationen viser, at i fire ud af syv målinger er støjen fra de nye F-35 fly højere end F-16. Og i de tre andre målinger var støjen en anelse højere fra de gamle F16 fly. I Over Jerstal og Gabøl var støjen en decibel højere fra de gamle fly end de nye, mens støjen i Skrydstrup var væsentlig højere fra de nye F35 kamply.

Støjmålinger fra demonstrationsflyvning sammenholdt med den officielle støjrapport fra april, som er den, der afgør eventuelle kompensationer.
Støjmålinger fra demonstrationsflyvning sammenholdt med den officielle støjrapport fra april, som er den, der afgør eventuelle kompensationer.
Foto: Sofie Skov, TV SYD

Generelt oplevede borgerne, at prøveflyvningerne for begge flytyper var højere end den normale larm fra F-16 kampflyene ved Flyvestation Skrydstup. De deltagende 200 borgere blev spurgt til volumen, frekvens og vibrationer fra de forskellige fly, og her skilte F-35-flyet sig kun ud i forhold til volumen.

På de to andre områder oplevedes demonstrationsflyvningerne nogenlunde ens.

Mikrofoner opsat syv steder

Til demonstrationsflyvningen var der opsat mikrofoner på syv forskellige lokationer, som var bestemt i samarbejde med borgere: Skrydstrup, Vojens, Marstrup, Vedsted, Over Jerstal, Bevtoft og Gøbøl.

Den største forskel i decibel ved demonstrationsflyvningen blev målt i Vedsted, hvor F-35 lå seks decibel over F-16.

Resultater afgør ikke kompensation

Gårsdagens demonstrationsflyvning blev afholdt efter ønske fra naboerne til Flyvestation Skrydstrup som en service til de borgere, der gerne ville opleve støjforskellen på de to flytyper på egen krop.

Under demonstrationen havde borgerne mulighed for at notere deres oplevelser i en online-undersøgelse, som efterfølgende kan holdes op mod støjmålinger fra dagen.

Resultaterne fra demonstrationsflyvningen har dog ikke indflydelse på eventuelle kompensationer til borgerne, da de afgøres af målinger fra en allerede foretaget støjrapport, som blev foretaget i april.