Retten i Esbjerg: Riv helt ny bro ned

Retten i Esbjerg har besluttet, at en helt ny bro i Vejen Kommune skal rives ned igen. Jorden er eksproprieret ulovligt, er rettens dom.

Banedanmark har eksproprieret jord til en ny jernbanebro i Vejen Kommune. Og bygget både bro og vej henover en lokal gårdejers marker. Det er han ikke tilfreds med.

- Det kan ikke være rigtigt, at de bare kan gøre krav på min jord på den måde. Ekspropriationen har skåret min jord over i to, og det er et kæmpe værditab for mig, siger gårdejer Martin Lund Madsen til TV SYD, Nu har han rettens ord for, at Banedanmarks ekspropriation af hans jord var ulovlig.

Det startede ellers med, at Banedanmark og Vejen Kommune i god offentlig forvaltningsstil forsøgte at samarbejde om en fremtidsorienteret bro-løsning.

Banedanmark stod med en lang jernbanestrækning, der skulle elektrificeres. Og en bro ved Askov, der var alt for lav til, at de nye køreledninger kunne føres under den. Der skulle bygges en ny og højere bro, så Banedanmark planlagde en ny bro, og kontaktede for god ordens skyld Vejen kommune og viste dem planerne. Vejen Kommune spurgte Banedanmark, om de ikke kunne flytte både bro og vej lidt. Så ville begge dele nemlig passe ind i kommunens langsigtede planer for byens udvikling. - Vi betaler de ekstra udgifter, lovede Vejen Kommune.

Banedanmark søgte om at få jord eksproprieret og planerne blev godkendt af eksproprieringskommissionen, der er en uafhængig myndighed, som arbejder direkte under Folketinget.

Men nu har Retten i Esbjerg altså besluttet, at ekspropriationen var ulovlig.

Banedanmark har en måned til at anke dommen, men kun hvis de anker indenfor to uger, kan bro og vej få lov at blive hvor de er, mens sagen behandles. Overskrides fristen på 14 dage, skal både bro og vej - et projekt i 100 millioner kroners klassen - rives ned.

Banedanmark har endnu ikke anket dommen.