Ribe er Krejlernes by

Borgerne i landets ældste købstad er de bedste i det sydlige Jylland til at få noget for pengene. Men sjællænderne er - noget overraskende - de største kræmmere.

Det fremgår af tal fra Den Blå Avis, der er Danmarks største handels-portal for brugte ting og sager. Tallene rykker ved forestillingen om, at jyderne er de største krejlere. Det er borgerne i Ølstykke, der er bedst til at handle brugt og tinge om priserne.

Stor stigning

I 2011 har hver sjællænder i gennemsnit indrykket 1,5 privat annonce, mens jyderne nøjes med 0,8 per person. Men i Ølstykke har borgerne siden årets begyndelse i gennemsnit har solgt 2,96 ting på Den Blå Avis - en stigning på 76 procent i forhold til sidste år.

Hvis man ser på de ti danske byer, hvor borgerne er mest begejstrede for at sælge brugt, har hver eneste indbygger i gennemsnit solgt mere end to ting på hjemmesiden, og det er væsentligt mere, end Den Blå Avis selv havde forventet.

- Jeg er overrasket over det niveau, som vi ser i dette års undersøgelse. Samlet set ligger de ti bedste byer langt over niveauet for sidste år, siger kommunikationschef Simon Karsø.

Hurtig handel

Det er mest børnetøj, møbler og elektronik i form af bærbare computere, mobiltelefoner og spillekonsoller, der bliver købt og solgt i Danmarks største kræmmerbyer, som typisk er byer uden for København.

Simon Karsø mener, at forklaringen på provinsbyernes iver for at handle brugt skyldes, at den lokale handel traditionelt står stærkt her.

- Folk vil gerne handle i lokalsamfundet, fordi de ved, at de varer, som de er på jagt efter, som regel kan købes indenfor meget kort afstand. Det gør handlen både nemmere og mere sikker, siger han.

Den største krejler-by i hver af landets fem regioner:

 1. Hovedstaden: Ølstykke
 2. Sjælland: Haslev
 3. Syddanmark: Ribe
 4. Midtjylland: Lystrup
 5. Nordjylland: Aabybro