Rift om at være med i Lillebælt Halvmarathon

Tilmeldingen til Danmarks største og mest succesfulde halvmaraton, Lillebælt Halvmarathon, åbner fredag den 1. oktober klokken 12.00. Sidste år blev 10.000 startnumre langet over den ?elektroniske desk? på under 72 timer

- Det er ny verdensrekord. Aldrig har noget stort dansk eller internationalt løb kunne melde udsolgt med den hastighed -  og intet tyder på at interessen for Lillebælt Halvmarathon i mellemtiden er faldet. Derfor ser vi spændt frem til L-dag, siger løbsleder for Lillebælt Halvmarathon Mads Stryhn

Udover et af de eftertragtede startnumre, er der også andre gode grunde til at være klar ved tilmeldingstasterne, når det går løs. De første 3.000 tilmeldte løbere får gratis et par korte tights, der matcher Lillebælt Halvmarathons t-shirt, som alle tilmeldte løbere får.

11.000 kan stille til start

Allerede torsdag den 30. september er der snigpremiere på L-dag. Præcis Kl. 12.00  sættes 1.000 ekstra startnumre til salg, og med hvert startnummer følger en eksklusiv løbepakke, dog til en merpris af det normale startgebyr. Snigpremieren er lavet som en opvarmning for selve tilmeldingen.

Selvom der skulle blive udsolgt af de 1.000 startnumre om torsdagen, vil der stadig være 10.000 startnumre til salg om fredagen. Snigpremieren betyder at Lillebælt Halvmarathon kommer til at vokse fra 10.000 løbere i 2010 til 11.000 i 2011.

- På baggrund af løbet i år, har vi ændret nogle vigtige områder i vores opsætning. De nye forbedringer vil fjerne flaskehalse i start og målområdet, og det skaber plads til de 1.000 ekstra løbere,?siger Mads Stryhn.