Rigtige Mænd spiller floorball: Godt fællesskab og grin er det vigtigste

Rigtige Mænd sjakket var inviteret til floorball-turnering i Vamdrup. 16 hold dukkede op – heribland Henrik Steenholdt og hans holdkammerater.

Henrik Steenholdt og hans holdkammerater fra Fjelstrup er trukket i træningstøjet – målet er at vinde dagens floorball-turnering. Alle er de klædt i ens sorte t-shirt med hvide bogstaver, der danner ordene: Rigtige mænd.

Fænomenet er oprindeligt kendt fra TV, men sidenhen har Dansk Firmaidræts oprette en bevægelse, der skal få mænd op af sofaen – og i træningstøjet.

- Det må så absolut være en rigtig mand, der tør at komme ud og sige, jeg har lidt for meget om maven, men jeg kommer alligevel, siger Henrik Steenholdt.

Alle deltagerne i lørdagens turnering er en del af Rigtige Mænd Sjakket – et sjak der tæller knap 4000 aktive mænd på landsplan.

Henrik Steenholdt er fabriksarbejder og ikke altid lige god til at få sig rørt, når han kommer hjem fra arbejde. Derfor var nytårsfloorball en god mulighed.

- Jeg har været for længe inaktiv. Når man kommer hjem fra arbejde, så tuller man lidt rundt og sidder i sofaen. Det er jo ikke sundt – og det ved vi jo godt, siger Henrik Steenhold.

Gert Laugesen er arrangøren bag turneringen i Vamdrup, og for ham var målet med dagen klart.

- Det skal være nemt, enkelt og for alle. Samtidig skal det være sjovt, hyggeligt, godt fællesskab og grin - det er det vigtigste, siger Gert Laugesen.

Selvom det lørdagen stod i sporten og motionens tegn, var der alligevel plads til mad og øl efter kampen.  

Hvis du er en rigtig mand og gerne vil være en del af sjakket, så læs mere på rigtigemænd.dk