Rocklegende fik publikum til at klappe, smile og råbe i Lunden

Omkring 5.000 mennesker fik fredag aften et hyggeligt møde med en af rockens legender, Ringo Starr. Anmelder har givet koncerten seks ud af seks stjerner.

De 5.000 fremmødte i Lunden i Horsens fik mere end et glimt af en af de to endnu levende medlemmer af The Beatles. De mødte også en Ringo Starr, der i den grad nød at optræde sammen med sine meget musikalske venner.

Ringo Starr hyggede sig i halvanden time - og henrykkede det meget modne publikum med 20 numre - heraf syv fra Beatlestiden, mens resten var kendte hits fra de musikere, der udgør All Starr Band.

Klappende hænder, lykkelige smil og begejstrede råb

- Syv fremragende musikere, 20 sangperler fra rockens skatkammer og et publikum, som i den grad var opsat på at holde fest, skriver Horsens Folkeblads anmelder Christian Rimestad og giver koncerten seks ud af seks stjerner.

- En fantastisk kombination, som affødte klappende hænder, lykkelige smil, begejstrede råb, når introen til et velkendt nummer blev slået an, og en syngen-med, der nærmest overdøvede bandet, da det hele sluttede med 'With a Little Help from my Friends'.

All Star Band består af guitarist Steve Lukather (Toto m.fl.), sanger Colin Hay (tidl. Men at Work), keyboardspiller Gregg Rolie (har spillet med bl.a. Santana og Journey), bassist Graham Gouldman (medstifter af 10cc), saxofonist Warren Ham (har samarbejdet med bl.a. Kansas, Toto og Donna Summer) samt trommeslager Gregg Bissonette (tidl. i David Lee Roths band).

Don Powell fra Slade kom også til trommerne i Ringo og vennernes sidste nummer i Horsens 'With A Little Help From My Friends'.

De 5.000 fremmødte i Lunden fik mere end et glimt af en af de to stadige levende medlemmer af The Beatles. 
De 5.000 fremmødte i Lunden fik mere end et glimt af en af de to stadige levende medlemmer af The Beatles. 
Foto: Ernst Møller, TV SYD

Ringo Starr, der fylder 78 år den 7. juli, har forlængst skrevet sig ind i musikhistorien, efter at han sad bag trommerne i The Beatles.

Siden The Beatles skiltes i 1970, har han haft gang i en solokarriere. Koncerten fredag aften i Horsens ved Rock i Lunden er et led i en lang turne gennem det meste af Europa og USA, der blev indledt i Paris den 6. juni.