TV der bevæger dig

Rise and shine: Godmorgen til en smuk forårsdag med sommervejr

Du kan f.eks. nyde eftermiddagssolen i haven eller på golfbanen. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Søndag når vi 20 grader for første gang i år. Det kommer ovenpå en lørdag med usædvanligt høje temperaturer.

Vejret i april er en lunefuld størrelse. Og lunt bliver det. Faktisk varmt.

Selvom det kun er forår, og morgenen er kølig, så når temperaturen, ifølge TV 2 Vejret, søndag eftermiddag med stor sandsynlighed 20 grader for første gang i år.

Lørdag var med afstand den varmeste dag i år. Den højeste temperatur blev målt ved Danmarks vestligste punkt. 19,7 graders varme i Blåvandshuk.

De højeste temperaturer lørdag den 6. april 2019. Foto: TV 2 Vejret

Og netop ved den jyske vestkyst når vi igen søndag op på sommeragtige temperaturer omkring 20 grader. Det er faktisk varmere end på mange af de sydeuropæiske feriedestinationer.

Læs også Det kribler i de grønne fingre: Se ekspertens gode råd – inden du går i haven

Størst sandsynlighed for at nå 20 graders varme er der i det sydvestlige Jylland, hvor der fra Ribe mod nord til Varde er stor sandsynlighed for høje temperaturer.

De højeste temperaturer søndag eftermiddag den 7. april 2019. Foto: TV 2 Vejret

Samtidig er der næsten ingen vind. Så det er bare med at komme ud og nyde det flotte søndagsvejr.

For i den kommende uge bevæger koldere luft sig frem til Danmark. Vi får regn, slud, dagtemperaturer mellem fem og syv grader - og udbredt nattefrost.

Jovist – vejret i april er en lunefuld størrelse.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App