Risiko for oversvømmelser i aften

Der er risiko for oversvømmelser på Fanø og på Esbjerg Havn, når tidevandet søndag aften når sit højeste.

Det er en kombination af højvande og blæst med vindstød af stormstyrke, der i aften kan medføre oversvømmelser af lavtliggende havneområder på Fanø og i Esbjerg.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer her til morgen bilister til at holde øje med – og eventuelt fjerne – deres køretøjer på havnen.

Ifølge prognoserne når vandstanden op på 2,4 meter over normal vandstand ved 21-tiden i aften. Det betyder, at havneområder på Fanø kan blive oversvømmet, og senere i aften, når vandstanden klokken 23 forventes at nå op på 2,78 meter, er også havneområder i Esbjerg i risikozonen.

- Det især havneområdet omkring Fanøfærgen, der risikerer at blive oversvømmet, og sker det, vil vi fjerne parkerede biler på ejernes regning, siger vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD her til morgen.

Politiet oplyser, at man holder øje med udviklingen, prognoserne og vejrsituationen i løbet af dagen, og ud fra det vil man vurdere, om der er behov for sikring af havneområderne.

Det er primært den vestlige del af landet, der ser ud til at blive påvirket af vind og vand. Vindstød af stormstyrke kan medføre væltede træer, knækkede grene og nedblæste tagsten. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.