Risiko for skybrud søndag

I Syd- og Sønderjylland vil man søndag opleve lokale regn- og tordenbyger. Nogle steder vil de blive så kraftige, at de kan give lokale skybrud.

I Syd- og Sønderjylland har vi nogle af landets tørreste kommuner. Èn af dem er Vejle med en andenplads, der siden 1. maj kun har fået 7,3 millimeter regn. 

Men i dag ser det ud til at vende. I hvert fald for nogle timer. 

En frontzone kan nemlig give en del regn- og tordenbyger i Syd- og Sønderjylland søndag. Allerede fra morgenstunden har der været flere byger, og i eftermiddag kan bygerne blive endnu kraftigere. 

Der kan lokalt falde op mod 30 millimeter regn, mens der andre steder måske kun vil falde op til fem millimeter regn. 

Bygerne kan blive så kraftige, at de kan give lokale skybrud, hvor der falder mindst 15 millimeter regn på 30 minutter, skriver TV 2

Regnen varer dog ikke ved. De kommende dage vil der kun være mulighed for enkelte byger.