TV der bevæger dig

Riskær leder efter kandidater i Jylland

Mandag nåede Klaus Riskær Pedersen i mål med indsamlingen af underskrifter, der gør hans parti opstillingsberettiget til folketingsvalget. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Iværksætteren Klaus Riskær Pedersen kommer på stemmesedlen til folketingsvalget, og partistifteren vil ikke stå alene.

Partiet ”Klaus Riskær Pedersen” er klar til folketingsvalget, men stifteren mangler stadig kandidater, blandt andet i Sydjyllands Storkreds og Østjyllands Storkreds. Selv om partiet bærer stifterens navn, ønsker han nemlig ikke at stå helt alene.

Jeg har brug for et hold, der kan hjælpe mig i mål.

Klaus Riskær Pedersen, partistifter. 

- Jeg har brug for et hold, der kan hjælpe mig i mål. Jeg vil gerne have et hold af folketingsmedlemmer med mig, som repræsenterer hele landet, skriver Klaus Riskær Pedersen på partiets hjemmeside.  

Klar i fire kredse

Klaus Riskær Pedersen har nu valgt folketingskandidater i fire storkredse til sit nye parti.

Tirsdag offentliggjorde partistifteren, at han selv stiller op i København. Desuden har han kandidater klar i Københavns Omegns Storkreds, Nordsjælland og på Fyn.

Alle kandidaterne er aktive i erhvervslivet og ukendte i politik, bortset fra Riskær, som har siddet i Europa-parlamentet for Venstre.

Ingen lokalafdelinger

Det nye parti får ingen lokalafdelinger, som de øvrige partier ellers har, og der skal heller ikke vælges en hovedbestyrelse.

Klaus Riskær Pedersen oplyser på sin hjemmeside, at ”kandidater udvælges baseret på ”peer-review”, og at ”politik i valgperioden tilrettelægges af Folketingsgruppen selv og ikke af et parti”.

Spærregrænse eller kattelem

Det kræver mindst to procent af stemmerne for at få et parti i Folketinget, hvilket svarer til cirka 70.000 stemmer.

Men der findes også en kattelem. Hvis Klaus Riskær Pedersen får personlige stemmer nok i København, vil han få et kredsmandat. Det vil kræve cirka 20.000 personlige krydser.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App