Rockere skal smides ud af Kolding

Nok er nok. Det vil flere hundrede borgere give udtryk for i et fakkeltog i Kolding onsdag aften. De vil have Bandidos-rockerne smidt ud af Kolding.

Erhvervsdrivende i byen frygter, at de bliver udsat for afpresning fra rockere. Foreløbig er en tatovørbutik lukket, fordi indehaveren nægtede at betale såkaldte beskyttelsespenge til kriminelle.

Folketingskandidat Christian Rabjerg Madsen (S) har taget initiativ til fakkeloptoget. Han har foreløbig fået tilsagn fra 200 deltagere.

- Den tatovør som er bukket under, kan vi måske ikke hjælpe, men sammen kan vi sørge for, at andre ikke skal lide samme skæbne, siger Christian Rabjerg Madsen.

Han fastslår, at de kriminelle skal vide, at borgerne i Kolding står sammen mod kriminelle.

- Når rockerne truer enkeltpersoner, så truer de hele fællesskabet. I aften siger vi i fællesskab fra. Rockerne er ikke velkomne i Kolding, understreger han.

Fakkeltoget begynder 19.30 på Axeltorv. Ruren går ad Jernbanegade, Gråbrødregade, Klostergade, Helligkorsgade, Østergade og slutter igen på Axeltorv, hvor der holdes taler.

TV SYD Nyheder sender direkte fra begivenheden.

Du kan også deltage i debatten på Facebook: Kan en folkevalgt tillade sig at forsvare ulovligheder?

http://www.facebook.com/tvsyd