Rødding Højskole holder politisk konference: Er demokratiet truet?

Rødding Højskole holder i weekenden for sjette år i træk den politiske konference ’Folket & Magten’. Flere prominente politikere deltager i debatten om EU, demokrati og de kommende valg i Danmark.

Både gæster og elever er stimlet sammen i et af lokalerne på Rødding Højskole for at diskutere politik.

Mens nogle sidder med armene på tværs og ryster på hovedet, så sidder andre og strikker og nikker anerkendende.

Tilgangen til politik og politiske holdninger kan være forskellige. Men fælles for tilhørerne her på Rødding Højskole er, at de alle er kommet for at blive klogere. Øjnene er rettet direkte mod scenen, hvor politikerne forholder sig til debattens centrale spørgsmål: Er demokratiet truet?

Det er overskriften på dette års politiske konference på Rødding Højskole, som skolen for sjette år i træk arrangerer sammen det politiske magasin RÆSON. Det er 48 timers debat i øjenhøjde mellem politikerne og borgerne og eleverne på Højskolen.

Disse politikere deltager i konferencen:

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V)

Marie Krarup (DF)

Naser Khader (K)

Rasmus Nordqvist (AL)

Kaare Dybvad (S)

Henrik Dahl (LA)

Henning Hyllested (EL)  

Poul Højlund (folketingskandidat for Nye Borgerlige)

 

Herudover deltager ungdomspolitikere samt professor Uffe Østergaard, og tv-værten Clement Kjersgaard.

- Vi diskuterer værdier, og hvad vi ønsker for både Europa og Danmark, siger Mads Rykind-Eriksen, der er forstander på Rødding Højskole.

Flere politikere og kendte mediepersonligheder deltager i diskussionen og samtalen, der ligger forud for nogle spændende politiske måneder, der både byder på et folketingsvalg og et Europaparlamentsvalg.

- Det er nogle spændende diskussioner. Og her har vi netop tid til at tage de længere debatter, så det hele ikke bare bliver ’one-liners’, men vi kommer i dybden. Det er det gode ved arrangementet her, udtaler Mads Rykind-Eriksen, forstander på Rødding Højskole.

quote

Her har vi netop tid til at tage de længere debatter, så det hele ikke bare bliver ’one-liners’, men man kommer i dybden. Det er det gode ved arrangementet her.

Mads Rykind-Eriksen, forstander, Rødding Højskole

Mads Rykind-Eriksen håber, at debatten og weekenden kan være med til at give indsigt i de politiske dagsordner og gøre deltagerne klogere på de valg, som danskerne her i foråret ville komme til at stå overfor.

- Deltagerne får forhåbentlig et større politisk engagement, og måske nogle bliver mere afklaret omkring, hvad de skal stemme til de to valg, siger Mads Rykind-Eriksen.

Konferencen afsluttes med et ungdomspolitisk topmøde søndag, hvor en række markante ungdomsformænd deltager og diskuterer politik.