Røde Kors opretter ny skole i Vamdrup

Asylbørn, der er indkvarteret i Kolding, skal fremover undervises på den tidligere ungdomsskole i Vamdrup.

Ungdomsskolen skal både fungere som skole og klub for de 6 til 17 årige børn, der til daglig bor på Kolding City Camp.

I skolen og klubben er der ansat fire lærere og fem pædagoger, der skal tage sig af de ialt 66 børn, der er på de forskellige skoletrin.

I skoletiden bliver børnene undervist i almindelige skolefag og samtidig får de viden om kulturforståelse, så det bliver lettere for dem, at komme over i en folkeskole.

Når skoletiden er slut, bliver asylbørnene tilbudt fritidsaktiviteter og det er obligatorisk, at de skal være på den tidligere ungdomsskole fra 8.30 til 16 på alle hverdage.