Røde Kro gange to

Restaurant Røde Kro på Fanø vandt i dag retten til at beholde sit navn.

Røde Kro og Røde-Kro. Stort set det samme - og så alligevel slet ikke. Lars Nørholm Nielsen holdt d. 27. marts i år reception på sin nyåbnede restaurant, "Røde Kro", på Fanø. Lige omkring samme tid modtog han en stævning - fra Røde-Kro i, ja, Rødekro, der mente, at Restauranten ikke måtte bruge det samme navn.

Historien bag navnet på Lars Nørholm Nielsens restaurant er dog en helt anden. Til daglig er han skaldet, men før i tiden kunne han prale af et knaldrødt hår - en frisure, der havde givet ham øgenavnet "Røde Lars" eller bare "Røde". Det øgenavn lå også til grund for et band, restauratøren spillede i i mange år. Bandet hed nemlig slet og ret "Røde Kro".

Ingen misforståelser

Lars Nørholm Nielsen fik sig altså lidt af en overraskelse, da han modtog beskeden om, at navnet ikke også måtte pryde hans nyåbnede restaurant. Han forklarer selv, at indehaverne af Røde-Kro i Sønderjylland mente, det kunne lede til misforståelser blandt leverandører og kunder. Han er dog uenig.

- Jeg har ikke haft nogle kunder, der er kommet ind det "forkerte" sted. Overhovedet ikke. Nu er jeg bare glad og lettet over, at det er overstået.

I dag blev der altså afsagt dom i sagen, og Lars Nørholm Nielsen kan nu fortsætte ufortrødent med at servere mad - med eller uden det røde hår.