Rødt lys for sygeplejersker

Forsøg fra Kolding Sygehus viser, at sygeplejersker får en bedre søvn, når lyset på afdelingen passer med deres døgnrytme, skriver magasinet Arbejdsmiljø

Alle, som har prøvet at have natarbejde, ved, hvor svært det kan være at falde i søvn, når man kommer hjem om morgenen efter en lang vagt. Kroppen er træt, men søvnen har alligevel svært ved at indfinde sig. En af årsagerne er, at man har gået rundt i kunstigt lys hele natten, og dermed har kroppen ikke fået dannet tilstrækkeligt med melatonin (søvnhormon) til, at man kan falde i søvn.

Jakob Markvart, som er forsker ved Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet København har sammen med en gruppe forskerkolleger undersøgt effekten af at bruge specialdesignet lys på intensivafdelingen på Kolding Sygehus, skriver magasinet Arbejdsmiljø.

I forbindelse med en renovering skiftede man det almindelige hvide lys på afdelingen ud med et særligt designet dynamisk lys. Om natten lyser det rødt, og i dagtimerne simulerer det kraftigt dagslys.

Efterfølgende viste det sig, at sygeplejerskerne fra Kolding Sygehus følte sig generelt mere udhvilede og friske, når de vågnede.

- Vi kunne se, at lyset er en vigtig faktor for, hvordan de trives og hvor effektive, de er, når de arbejder. Så hvis belysningen på jobbet fungerer godt og understøtter ens arbejdsopgaver, så afspejler det sig i den måde, man vurderer sit arbejdsmiljø på, siger Jakob Markvart.

Han ser flere interessante perspektiver for forskningen:

- For mig at se kan denne her viden anvendes i mange andre sammenhænge. Det er for eksempel oplagt at tænke et rødligt lys ind i bygninger, hvor mennesker færdes om natten. Og på samme måde er det oplagt at opprioritere dagslyset i kontormiljøer og på arbejdspladser i dagtimerne for at gøre de ansatte mere vågne og sikre dem en bedre nattesøvn.

Sådan forbedrer du din søvnkvalitet

1. Sørg for at holde en fast døgnrytme.

2. Sørg for at der er mørkt i dit soveværelse.

3. Ophold dig udendørs i dagslys hver dag - gå for eksempel en tur i frokostpausen.

4. Undgå stærkt lys i timerne inden du skal sove, herunder også lys fra tv- og computerskærme, tablets og smartphones.

Kilde: Forsker Jakob Markvart