TV der bevæger dig

Røgudvikling på Lyshøjskolen

Røgudvikling blev opdaget tilfældigt på Lyshøjskolen i Kolding. Foto: Google Streetview

Politi og brandvæsen var hurtigt på stedet.

Klokken 21.31 fik Sydøstjyllands Politi en melding om røgudvikling på Lyshøjskolen i den nordøstlige del af Kolding.

- Vi får en melding fra en vagtmand, der har observeret røgudvikling på gangene, fortæller vagtchef Hans Hoffensetz til TV SYD.

Fire brandbiler og en politibil med udrykning var hurtigt på stedet. De kunne konstatere, at røgudviklingen kom fra skolens sløjdlokale.

- Der var gået overgang i en maskine i sløjdlokalet, så der opstod lidt ild, fortæller indsatsleder ved Trekantområdets Brandvæsen, Ronni Petersen, til TV SYD.

Ilden og røgudviklingen blev opdaget lidt tilfældigt.

- En vagtmand kører til skolen, fordi der er gået en fejlalarm på en grundvandspumpe. Der lugter underligt, og han opdager, at der er røg. Derfor ringer han 112.

Det viser sig, at grundvandspumpen og sløjdmaskinen sidder på den samme gruppe på elværket. Det har udløst fejlalarmen på grundvandspumpen.

- Så det er godt, at vagtmanden reagerede hurtigt. Ellers kunne scenariet have set helt anderledes ud senere. Men der er altså ikke sket noget, og ingen har været i fare, slutter Ronni Petersen.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden