Rømø frygter fremtiden uden akutbil

Fjernelse af akutbil vækker frygt i den vestlige del af Region Syddanmark.

Nedlæggelsen af akutbilerne i Haderslev, Grindsted og Skærbæk kan ende med at koste liv. Det siger tidligere talsmand for paramedicinerne i Region Syddanmark, Carsten Bech, til TV SYD, og han er ikke alene med sin frygt.

Den konservative byrådspolitiker Henning Schmidt fra Skærbæk siger til TV SYD.DK, at nedlæggelsen af akutbilen i Skærbæk er en forringelse, uanset hvad der bliver sagt.

- Jeg synes det er synd for Rømø og for turismen på øen. Der er altså langt til Rømø, når ulykken først er ude. Det er ikke noget godt signal at sende. Vi er rigtig kede af det i denne del af Tønder kommune, siger Henning Schmidt.

Også Tønders borgmester Laurids Rudebeck frygter et dårligere beredskab.

-Den hurtige hjælp bliver forringet uden akutbil, siger borgmesteren.

Region Syddanmark nedlægger i alt fire akutbiler, den fjerde er i Fåborg på Fyn. Det er led i regionens store spareplan på 167 mio. kr. Nedlæggelsen af akutbilerne bidrager med 5,2 mio. kr.