Røvere anholdt, da de ville hente tabt telefon

To røvere tabte deres telefon under hjemmerøveri ved Sønderborg. Senere vendte røverne tilbage efter telefonen og gik i armene på politiet.

Nogle røverier er lettere at opklare end andre, og i Sønderborg havde politiet mandag en let efterforskning af et hjemmerøveri, da gerningsmændene pludselig selv troppede op.

Det forklarer Preben Westh, der er leder af lokalpolitiet i Sønderborg.

Antikke våben

To mænd brød tidligt mandag morgen ind i en villa i Sundsmark ved Sønderborg og stjal flere antikke våben. Mændene blev dog overrasket af den kvindelige beboer i huset, og tyveriet udviklede sig til et røveri, da de truede hende med en pistollignende genstand.

Røverne forsøgte at stikke af i en bil, de havde fundet nøglerne til, men bilen ville tilsyneladende ikke starte. Mændene stak af til fods, men den ene mand tabte sin mobiltelefon under flugten.

Vendte tilbage

Senere mandag afsøgte politiet området ved villaen med en hundepatrulje og fandt en softgun, flere antikke våben fra røveriet.
 
Hundene snusede sig også frem til mobiltelefonen, og mens betjentene stod med telefonen, dukkede pludselig to unge mænd op.

- De var vendt tilbage for at finde telefonen og tilstod straks, siger Preben Westh.

Mændene på henholdsvis 18 og 23 år fremstilles tirsdag i et grundlovsforhør ved retten i Sønderborg med krav om varetægtsfængsling.