Røveri mod grillbar

En grillbar i Gråsten blev tirsdag aften udsat for røveri. Gerningsmanden truede sig til dagens omsætning.

Lidt efter klokken 20 blev der begået røveri mod en grillbar på Kongevej i Gråsten.

Gerningsmanden kom ind ad bagdøren til grillen og truede sig med en pistollignende genstand til dagens omsætning, som han selv tog fra kassen. 

- Udbyttet har ikke været ret stort, anslår vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, da de fleste jo efterhånden betaler med dankort.

Politiet efterlyser gerningsmanden, der beskrives som 25 - 35 år, mellem 170 - 175 centimter høj. Han havde en sort elefanthue på, sort træningsjakke, sorte bukser og sorte sko. Og så havde han tatoveringer på højre side af halsen.