Rolf og Esben: Det er IKKE fimset at danse

Finalen i Vild Med Dans i Forum Horsens foran 3.000 tilskuere.

De to kendis-dansere, Rolf Sørensen og Esben Dalgaard, kan ikke vinde sæsonens udgave af Vild Med Dans, der slutter med finale fredag i Forum Horsens. Men de kan til gengæld fortælle om deres dybe respekt for professionelle dansere og om, at det på ingen måde er fimset at danse.

quote

Er det ikke ekstremt umoderne at tale om noget, der er fimset?

Esben Dalgaard, skuespiller, Vild Med Dans-deltager

-  Det kan jeg godt love, det er det ikke. Det er knaldhårdt. Nu sidder jeg jo her med en fibersprængning, og det havde jeg godt nok ikke set komme, siger den tidligere cykelrytter Rolf Sørensen, til TV SYD.

Han måtte udgå tidligere i konkurrencen med en skade. En fibersprængning i lægmusklen satte en stopper for udfoldelserne på dansegulvet med den professionelle danser Karina Frimodt.

Han suppleres af skuespilleren Esben Dalgaard, der sidste fredag måtte forlade konkurrencen med sin makker Mille Funk.

- Er det ikke ekstremt umoderne at tale om noget, der er fimset? Altså come on, siger han og minder om, at det tværtimod er tradition og maskulint at danse.

- Manden fører jo i dansen. Der er jo nogle gamle dyder, der går igen i danseverdenen. Hvis man vil have maskulinitet på drengen, så kan du jo bare bruge det argument, foreslår han alle danseforskrækkede mænd.

- Løsningen er at træde ind på en danseskole. Så smider du barriererne, fordi du er blandt professionelle folk, og så er du ikke bange for det, tilføjer Rolf Sørensen, der på grund af sin skade ikke kan deltage i finalens fællesdanse.

 

Skuespilleren Esben Dalgaard og den tidligere cykelrytter Rolf Sørensen er ude af Vild Med Dans. Men de er alligevel til stede i Forum Horsens fredag.
Skuespilleren Esben Dalgaard og den tidligere cykelrytter Rolf Sørensen er ude af Vild Med Dans. Men de er alligevel til stede i Forum Horsens fredag.
Foto: Søren Laursen, TV SYD

Rolf får tilbud fra damerne

Rolf Sørensen fortæller, at han ovenpå sin deltagelse i Vild Med Dans får masser af tilbud fra damerne ved middagsselskabere.

- Altså om at danse?, spørger Esben Dalgaard.

- Ja, om at danse, ja selvfølgelig, griner Rolf Sørensen, der indrømmer, at selvom dans er sjovt, så finder han det stadigvæk svært.

- Jeg skal have den musik og den dans, vi har danset. Jeg er ikke der, hvor jeg bare valser eller danser tango. Der er jeg altså ikke endnu, siger den tidligere cykelrytter, der gennem sin deltagelse i programmet har fået dyb respekt for professionelle dansere.

- Nu kommer jeg fra cykelsporten, som går for at være en af de hårdeste sportsgrene, og jeg har fået respekt for danserne. De er knaldhårde. Der er ikke noget med, at sygdom eller en småskade standser dem. De er bare derudad. Der er ikke noget piveri, siger Rolf Sørensen.

3.000 tilskuere i Forum Horsens

3.000 tilskuere har købt billet til finalen i Forum Horsens. 12 par begyndte i første program, og to par er tilbage:

  • Molly og Mads (Molly Egelind og Mads Vad)

  • Simon og Asta (Simon Stenspil og Asta Bjórk Ivarsdottir)

Forum Horsens er for femte gang vært for finalen, som sidste år blev set af 1,1 millioner seere på TV 2.