Rollerne blev byttet om på jobmesse

I dag stod den på jobmesse i Hedensted, men der var byttet om på rollerne. Det var nemlig de ledige selv, der stod bag standene.

På en jobmesse i Hedensted i dag stod de ledige bag standene, og så kunne virksomhederne gå rundt og spotte deres nye medarbejder.

44-årige Lilla Käthe Christiasen var en af de ledige, der prøvede at finde et arbejde. Hun har været arbejdsløs i 8 år og drømmer om at få et arbejde igen.

- Det ville betyde så meget for mig at få et job, så jeg kan tjene mine egne penge og komme ud af kontanthjælpssystemet, siger Lilla Käthe Christiansen til TV SYD.

Messen er et led i projektet Code of Care. Det er et 2-årigt projekt, hvor kommunen samarbejder med flere lokale virksomheder. 

 Dagens omvendte jobmesse skulle gøre det mere overskueligt for virksomhederne at finde nye medarbejdere, da standene var delt ind i eksempelvis detailhandel, bygge/anlæg og social/sundhed.

-  Vi vil give ansvaret tilbage til borgerne. På den måde opdager de, at de virkelig har noget at byde ind med. Og så tager de selv ansvar for at komme videre, siger Anette Kjær Ølund, virksomhedskonsulent og mentor i Hedensted Kommune, til TV SYD

Lilla Käthe Christiansen håber at få et job som ufaglært maler eller som voksenlærling. For hende er det vigtigste igen at få noget at stå op til om morgenen

- Jeg håber, det viser sig, at der er nogle virksomheder, der mangler en maler. Jeg vil gerne arbejde fuldtid, men hvis der er et tyve timers job er det også ok. Bare jeg kommer ud og kommer i gang, siger hun.

Fakta om Code of Care

- Dagens jobmesse er et led i projektet Code of Care.

- Code of Care stod også bag arrangementet i februar, hvor Hedensted kommunes borgmester var ude og garantere en jobsamtale til alle de kontanthjælpsmodtagere, der mødte op på Aktivitetscentret.

- Projektet løber indtil udgangen af i år.

- Det giver blandt andet mulighed for, at de kontanthjælpsmodtagere der er ”længst” fra arbejdsmarkedet kan beholde deres kontanthjælp sammen med 70% af lønnen fra eventuelt småjobs.

-  40 virksomheder er tilmeldt messen 

- De ledige har selv lavet stande, og de er delt mellem detailhandel, bygge/anlæg, lager/logistik, transport, jern/metal, pædagog/undervisning, serrvice/rengøring, social/sundhed, produktion, adm.kontor og teknik/mekanik.

- Jobcentret havde i januar 468 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere (folk der ikke kan varetage et almindeligt 37 timers job – men måske på sigt)

- Code of Care har indtil videre fået 50 i småjobs og 4 i ordinære jobs.