TV der bevæger dig

Roskilde og Horsens i kapløb om DM i bolig-salg

8700 Horsens og 4000 Roskilde har på skift været den kommune i Danmark, hvor der sælges flest boliger. Horsens er dog distanceret i år, hvor Roskilde foreløbig har taget føringen.

Det viser en opgørelse fra Boligsiden.dk.

Hvis der er noget, de kan i Roskilde og Horsens, så er det at sælge boliger. Faktisk er der ikke nogen steder i Danmark, der sælger lige så mange villaer og rækkehuse som i 8700 Horsens og 4000 Roskilde. Siden 2010 har de to byer på skift indtaget førstepladsen som Danmarks bedst sælgende postnummer.

- Siden 2010 har Horsens solgt mest i de lige år, mens Roskilde har ligget i top i de ulige. I år er det så at sige Horsens tur, men som det ser ud nu, ligger Roskilde i spidsen med 311 salg af villaer og rækkehuse mod Horsens 290 salg, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Andre har aspireret til titlen som danmarksmester i boligsalg, og blandt andre 6000 Kolding, 7400 Herning og 8600 Silkeborg har ligget med helt i toppen, men har altså ikke kunnet slå Roskilde og Horsens af pinden de seneste år.

Sidste år var der 82 bolighandler fra Roskildes førsteplads ned til Horsens som nummer to. Nu er Horsens lige i hælene og er blot 21 salg efter den eftertragtede førsteplads, og meget kan ske på årets sidste måneder.

Antallet af handler lå sidste år rigtig højt. Roskilde trak sejren hjem med 495 handler alene på villaer og rækkehuse, mens Horsens mønstrede 413 salg, og Silkeborg lå nummer tre med 390 salg.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden