Rotteplage i Horsens

Regn og efterfølgende frost har givet ekstremt mange rotter.

Det vrimler med rotter i Horsens kommune.

- Vi får normalt 40 anmeldelser om ugen på denne årstid, men i januar var vi oppe på ca. 150, siger Jan Tjerrild og Leo Jørgensen, der sammen med Leif Pedersen bekæmper rotter i Horsens Kommune.

Årsagen er først og fremmest den megen regn, der faldt sidst på året og blev efterfulgt af frostvejr.

- Langt de fleste rotter befinder sig heldigvis uden døre, men alt afhængig af hvor vi møder dyrene, sætter vi fælder op eller lægger gift. Vi følger desuden op på vores besøg, indtil vi er sikre på, at rotterne er væk, siger de to rottebekæmpere.

De beskæftiger sig også med forebyggende arbejde.

Blandt andet opfordrer de fugleelskere til ikke at overfodre fuglene og sørge for, at der ikke er rester tilbage til sultne rotter.