Royal løbefest i Esbjerg i dag: Få overblikket her

Omkring 70.000 danskere skal løbe med mandag, når Kronprins Frederik løber med danskerne til Royal Run i anledning af sin 50-års fødselsdag.

Fejringen af Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag bliver skudt i gang mandag, når kronprinsen løber med danskerne i landets fem største byer til Royal Run. Også i Esbjerg er der gjort klar til den helt store fest, hvor mere end 5.000 løbere skal løbe enten 1,6 eller 10 kilometer. 

Løbefesten starter klokken 11.00, hvor borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) skyder løbet i gang. Klokken 11.15 sendes de første løbere afsted, hvorefter der vil være 20 heats, der bliver sendt afsted med cirka fem minutters mellemrum.

Hovedpersonen selv forventes at ankomme til Esbjerg mellem klokken 13.00 og 13.30, og han vil være til stede ved løbet i en times tid. I Esbjerg er der fokus på kronprinsens tid i forsvaret, og derfor ankommer han til et helt særligt faldskærmsshow. 

For de øvrige fremmødte vil der være et væld af underholdning dagen igennem. Her vil både være koncerter, trylleshow og fødselsdagssang. De mange løbere bliver hjulpet frem på ruten af blandt andet DJs og to tambourkorps.

Royal Run er arrangeret af Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund. Kronprinsen løber One Mile (1,602 kilometer) i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense og slutter af med at løbe 10 kilometer i København. I Esbjerg afvikles løbet af Esbjerg Atletik og Motion. Se hele programmet her. 

Du kan følge kronprinsens besøg i Esbjerg på TV2 og TV SYD+ fra klokken 12.35. På TV SYD+ vil der efter aftenens nyheder klokken 20.48 blive sendt en halv times sammendrag af dagens højdepunkter.

På denne side kan du i anledning af kronprinsens fødselsdag se og læse mere om kronprinsens mange møder med Syd- og Sønderjyderne gennem tiden. 

Trafikken under Royal Run
Den store begivenhed kan ikke undgå at skabe trafikale udfordringer. Vejdirektoratet anbefaler, at man tjekker sin rute, inden man bevæger sig ud i bil i Esbjerg. Du kan se trafikinformation fra arrangørerne her.

Området omkring Gl. Vardevej fra Parkvej til Grådybet bliver lukket. Der vil blive hængt skilte op med oplysninger om løbet og afspærrede strækninger på strategiske steder i nærheden af løberuterne. 

Til gengæld kan du køre gratis med bybusserne til stoppesteder på Gl. Vardevej, Parkvej, Spangsbjerg Kirkevej, Grådybet, Stormgade, Hjertingvej mod at vise din kvittering for startnummeret eller selve startnummeret.

Løberyterne i Esbjerg.
Løberyterne i Esbjerg.