Royal Run: Esbjerg sakker bagud

Små fem måneder før Royal Run tegner løbet med kronprinsen sig til at blive en succes. Men der er færrest tilmeldinger til løbet i Esbjerg.

Flere end 40.000 har tilmeldt sig Royal Run, der løber af stablen den 21. maj i landets fem største byer. Men antallet af tilmeldte, der vil løbe med på ruten i Esbjerg er det laveste i landet. Her er indtil videre 3.287 tilmeldte - til sammenligning er der 5.402 i Aalborg. 

Løbet er arrangeret af Dansk Idræts Forbund, DGI og Dansk Atletik Forbund, og det royale består i, at kronprins Frederik løber med. Løbet er en del af markeringen af kronprinsens 50 års fødselsdag, og lige nu har 40.000 meldt sig til - det er sket på to måneder. 

- Så mange tilmeldinger så tidligt, har jeg ikke set siden VM i halvmaraton i 2014, siger Jakob Larsen, formand for Dansk Idræts Forbund.

Der kan løbes to distancer, 10 kilometer og One mile (1,609 km).

Tilmeldingerne fordeler sig sådan:

København: 20.521

Aarhus:    7.515

Aalborg:   5.402

Odense:   3.415

Esbjerg:   3.287

Esbjerg kommer altså ind på sidstepladsen, men der er masser af tid til at rette op på det. Tilmeldingsfristen er nemlig den 20. maj, dagen før løbet skydes i gang.