Rumænske bander idømt i alt 340 dages fængsel

Fem rumænske mænd fordelt på to bander blev rutinemæssigt stoppet af tysk politi lige syd for den dansk-tyske grænse over to omgange i juli. Nu er de dømt ved Retten i Sønderborg.

Fem rumænske mænd er tirsdag eftermiddag dømt for blandt andet tyveri af cykler, værktøj og lastbildæk. Ved retten i Sønderborg blev det til i alt 340 dages fængsel svarende til knap et år for rumænerne, der samtidig alle blev udstyret med et indrejseforbud i seks år af dommeren.

Rumænerne blev rutinemæssigt stoppet af tysk politi lige syd for den dansk-tyske grænse over to omgange i juli. Tirsdag morgen blev de udleveret til dansk politi, og de fem rumænere blev fremstillet i grundlovsforhør i Sønderborg. 

Den ene bande bestod af tre mand på på henholdsvis 29 år, 37 år og 37 år, mens den anden bande bestod af to på 22 år og 25 år.

I den første bande blev to rumænere dømt for tyveri af cykler, hvilket blev takseret 60 dages fængsel og indrejseforbud i 6 år. Èn blev dømt for hæleri, hvilket udløste 40 dages fængsel og indrejseforbud. De tre blev rutinemæssigt stoppet af tysk politi lige syd for Frøslev-grænseovergangen ved den dansk-tyske grænse den 7. juli med fem cykler samt en del Hilti værktøj i bilen. To af cyklerne var anmeldt stjålet i Aalborg-området.

De to sidste rumænske mænd havde stjålet lastbildæk og fælge og erkendte i grundlovsforhøret hæleri. Det blev for begges vedkommende til 90 dages fængsel og indrejseforbud. Tysk politi anholdt dem den 9. juli ved rasteplads Ellund på motorvejen og fandt i varebilens ladrum 16 nye lastbildæk med fælge. Dækkene med fælge var samme nat stjålet i Padborg og havde en samlet værdi af ca. 80.000 kr.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.