Rundstykker hitter i Sønderjylland

Danmark har en Rundstykke-grænse. Sønderjyder spiser flest, mens sjællænderne ikke så ofte nyder et rundstykke til morgenkaffen. Det viser en ny FDB-undersøgelse.  

Sønderjyder elsker rundstykker

I Sønderjylland spiser man rundstykker tre gange så ofte som i København, der ligger i bunden af listen.
Jyder og fynboer spiser mere end dobbelt så mange rundstykker som sjællænderne, mens sønderjyderne altså spiser flest. Det viser FDB's mad-O-meter, en løbende undersøgelse af danskernes madvaner.

Nordjyder elsker kartofler

Mad-O-meteret viser også, at nordsjællænderne er dem, der spiser flest grøntsager, men til gengæld er det også dem, der drikker mest rødvin. Mens nordjyderne spiser flest kartofler men færrest æbler i løbet af dagen.

300.000 måltider

FDB, der står bag dagligvarekoncernen Coop, har siden januar 2009 indsamlet oplysninger om, hvad danskerne spiser og drikker. Det er blevet til en database med oplysninger om mere end 300.000 måltider.
Dele af FDB's mad-O-meter kan ses på internettet, mens resten stilles til rådighed for forskningsverden.